|
Merry Christmas! Feliz Navidad!
Andreas’ julehilsen
Glædelig jul! Feliz Navidad!
Her er
et lille postkort fra Nicaragua for at fortælle jer om
hvordan mit liv har ændret sig de sidste 6 måneder, samt
at opfordre jer til at finde noget I er lidenskabeligt
optaget af og følge det. Hvert foto afspejler en
oplevelse fra den forløbne måned. Hvis I har travlt (som
jeg husker jeg plejede at have), så nyd billederne og
forstå at jeg er glad for jeg tog til Nicaragua et år.
Hvis I har lidt mere tid, vil jeg forklare mine
oplevelser som ses på postkortet.
1. En
af de ting som dominerer vores tilværelse er
konfiskationen af Peders samling af præcolumbiansk
keramik i august 2002. Kort sagt prøver vi på alle
tænkelige måder at få stykkerne returneret til os som
lovlige ejere efter at have vundet sagen ved både den
lokale og nationale appeldomstol. Kulturministeren
konfiskerede samlingen uden lovhjemmel og siges at have
solgt dele af samlingen. Selvom vi har støtte fra flere
ministre, den svage præsident, rigsadvokaten, lokale
borgere, borgmesteren, internationale og nationale
arkæologer, prominente politikere og den brede
befolkning i Granada, har kulturministeren støttet sig
til dommere i højesteret som har syltet sagen i over et
år.
2. På
trods af alt dette er vi færdige med at renovere en
bygning vi købte for længe siden, og den er nu klar til
at åbnes som museum og forskningscenter for keramik fra
300 f. Kr. til 1500 e. Kr. Jeg har udviklet
computerprogram til at vise 15.000 fotos og forklare alt
om de viste stykker på engelsk og spansk. Jeg er noget
af en amatørarkæolog og god til at klassificere
stykkerne her fra området, samt til at skelne mellem
ægte og falske stykker.
3.
Børnecentret Carita Feliz havde sin første eksamensfest
med børn fra børnehaveklassen som har fulgt
undervisningen et år. Carita Feliz (betyder ’glad ansigt’)
har ca. 500 børn der går til undervisning i dagtimerne i
fag der spænder fra engelsk til baseball og syning til
guitartimer. Vi har 18 fuldtidslærere, og jeg har ledet
centret mens Peder har koncentreret sig om at skabe
museet i den anden ende af byen.
4.
Mange mennesker har besøgt centret. Her er formanden for
handelskammeret i Nicaragua samt en af
hovedorganisatorerne for kulturelle begivenheder i
Nicaragua. Begge bor i Granada og har været forkæmpere
for museet. På billedet ses også min onkel Lars Kolind
som besøger Nicaragua flere gange om året. Han har
prøvet at bruge sin indflydelse i Danmark til at lægge
pres på Regeringen i Nicaragua for at levere samlingen
tilbage. Danmark er et af de største donorlande til
Nicaragua.
5.
Carita Feliz har 1500 børn tilmeldt, men kun 1200 kommer
regelmæssigt. Om aftenen er der 400 børn fra 3 – 20 år
som kommer for at spise, have det sjovt med lege, dans
og sang. Hvert barn har et id-kort som viser deres
tilstedeværelse og udvikling i løbet af året. Tidligere
på året sang 400 børn fødselsdagssang for mig, hvilket
var en meget rørende oplevelse.
6.
Peder boede i 8 år i Costa Rica, men solgte i år sit hus
i San Jose. Vi tog dertil for at flytte møbler og lukke
et kapitel i hans liv. Vi tog afsked med Maritza som har
ført hus for ham i 10 år.
7. Vi
fiskede i Stillehavet – jeg fangede en pæn stor sejlfisk
(dorado). Vi tager ofte ture til Costa Rica i weekenden
for at slappe af og komme væk fra bylivet i Nicaragua.
Dog føler jeg mig mere hjemme i Granada omgivet af
mennesker jeg kender og forstår. Her er også relativt
færre udlændinge sammenlignet med Costa Rica.
8.
Frisk fisk i Granada. Dette er en ’pargo’ – en af de
bedste fiskearter i Nicaragua. Den kommer fra San Juan
del Sur, en lille landsby ved Stillehavskysten hvor der
er god surfing.
9. En
’quinceria’ eller 15 års fødselsdag er den vigtigste
fødselsdag i det meste af Latinamerika. Vi inviterede en
fattig familie til at fejre fødselsdagen i vores hjem,
lavede mad til 15 personer og havde points-givende lege
hvor der var præmier som kladdehefter, blyanter til
skolebrug, og også små make-up sæt til pigerne.
10.
Doña Marucha er datter af en kendt, nu afdød
nicaraguansk dame ved samme navn. Moderen var venner med
præsidenter, fik skrevet populære sange om sig, og
kastede den første bold til de nationale baseballkampe.
Datteren er et af de mest respekterede mennesker i
Granada. Hun sælger æbler, cashewnødder og tyggegummi på
gaden, men bliver stadig kaldt ’dona’ hvilket afspejler
hendes anseelse. Hun har været afgørende ved at samle
støtte til museet og forhåbentlig sikre tilbagelevering
af samlingen.
11. En
anden eksamensfest i Carita Feliz, denne gang syklassen.
Udover at tilbyde undervisning har vi også skabt arbejde
for enlige mødre, som kan komme og sy kjoler der bliver
solgt på det lokale marked. Dette er måske verdens
billigste arbejdsplads med en omkostning på mindre end
$1 per person.
12. En
lokal teatergruppe, som vi sponsorerer, har optrådt i
Carita Feliz og Granada. Dette er den første
teatergruppe i byen i 80 år, og vi var hovedsponsor.
13.
Peder, Lars og mig uden for den danske ambassade i
Nicaragua. Vi har et glimrende forhold til den danske
ambassadør som ankom for nylig fra Afrika og skal finde
ud af hvordan Nicaragua fungerer. Jeg mødte også den
danske statsminister ved en reception for danskere der
bor i Centralamerika – han er det første europæiske
statsoverhoved der har besøgt Nicaragua siden
sandinisterne tabte magten i 1990.
14.
’Purisima’ eller ’tiden for renselse’ er en 9 dages
festival i Granada, hvor man takker Jomfru Maria af
Granada for at beskytte byen mod jordskælv, ildebrande,
krig, sygdom og den destruktion der har plaget andre
store byer i Nicaragua. Her får vi vores hjem ’renset’
af statuen af Jomfru Maria.
15. En
af de største oplevelser for mig er at vise europæere og
amerikanere hvordan de fattige lever, hvordan de
overlever og skaffer mad hver dag til familier på 6 – 8.
Vi har et meget godt forhold til folk i Santa Rosa, et
område ved søen, og her går jeg rundt med tjekkiske
besøgende og en dansk journalist.
16. Jeg
forvred en finger efter fald flere meter ned på et
betongulv. Jeg blev frarådet at gå til det lokale
hospital som er stærkt økonomisk underfinansieret. I
stedet blev jeg taget til en ’sobador’ eller naturlæge,
en 70årig mand ved navn Jacinto i en nærliggende landsby.
Her brugte han dyb varme og massage til at få min finger
på plads, og ved et senere besøg løsnede han leddene og
ligamenterne. Fingeren fungerer nu perfekt, og jeg har
fået ny respekt for alternativ medicin.
Det
mest utrolige er at alle disse ting er sket i løbet af
den sidste måned; de øvrige 5 måneder har været ligeså
travle og udfordrende. Hvad har jeg lært? Jeg har fået
en ny holdning til problemløsning, idet jeg er blevet
konfronteret med tredive ting hver dag som skulle løses.
Jeg er også kommet tættere på min far og har opbygget et
forhold der kan vare ved når jeg tager tilbage til
Europa. Endelig har jeg oplevet så mange ting som har
sat mit tidligere liv i London i perspektiv, og som jeg
vil huske resten af mit liv.
Jeg
håber I alle får en vidunderlig Jul og Nytår.
Andreas |
